Fra bogens indledning:

Hun var en rigtig Bedste.
Altid med forklæde over sin lange kjole.
Med gråt hår som efterhånden blev hvidt.
Og med knold i nakken.

I Bedstes hus var der et gennemtræk af mennesker, alle var og alle følte sig velkomne. Dørene blev kun låst for natten, og der hang altid en nøgle i bislaget, ingen skulle gå forgæves.
I mange år boede vi fast tretten mennesker i det lille hus, de få rum var tæt besat og spisebordet permanent trukket ud til det maksimale.

Dette er fortællingen om Bedste. Og om Bedstes hus.
Om vores liv dér, i mellemkrigsårene og ind i besættelsestiden.
Og om alle os der levede og groede i og omkring dette forunderlige hus i Harespringet.